Sven Fristedt omgiven av några av sina mönster. Foto: privat ägo.

Sven Fristedt er en af vores tids mest produktive og værdsatte svenske tekstilformgivere. I flere årtier har han formgivet mønstre for bl.a. Borås Wäfveri AB og IKEA, men også til flere af Katja of Swedens kollektioner. Svens formsprog vækker genkendelsens glæde hos mange. Hans originale og karakteristiske mønstre har prydet gardiner, sofaer, duge og sengetøj i adskillige hjem.

I den svenske tekstil- og konfektionsindustris storhedstid i 1960’erne, 70’erne og 80’erne blev stof med Sven Fristedts mønstre eksporteret til hele verden. I dag er interessen for retrostof vokset, og de industrielt fremstillede tekstiler er blevet en moderne kulturarv.

Sven Fristedt er født i 1940 og har været bosat og arbejdet i Skåne siden han var i 20’erne. Kulturen i Lund har nu skabt en stor retrospektiv udstilling om hans lange og omfattende kunstnervirke – fra det første mønster til tekstilindustrien i slutningen af 1950’erne og frem til i dag. Udvælgelsen af indholdet er sket i tæt samarbejde med kunstneren. Ud over mange af hans tryk til industriel fremstilling byder udstillingen også på unikke objekter og skulpturer samt nyproducerede håndtryk, der er fremstillet på Konstnärernas Kollektivverkstad i Malmø. Skitser og materiale, som har givet inspiration, giver et indblik i den kunstnerlige proces.

Hverdagsdesign er en vigtig del af menneskers liv. Udstillingen belyser formgiverens centrale rolle i udformningen af vores hverdagsprodukter og fortæller om den svenske tekstil- og konfektionsindustri. Udstillingen er udformet med henblik på, at den skal kunne vandre videre til flere museer, så designinteresserede i andre dele af landet kan få mulighed for at se den.

Kulturen har også samarbejdet med Borås Cotton, som skal producere nytryk af et udvalg af Sven Fristedts mønstre. I udstillingsperioden sælges de nytrykte tekstiler eksklusivt i museumsbutikken i Kulturen i Lund og i Designarkivet i Nybro.

Teksterne i udstillingen findes på svensk og engelsk.

Udstillingsperiode den 1. april 2023 – 28. januar 2024.