I udstillingen Mesterprøven – En rustning bliver til (Mästarprovet – En rustning blir till) vises en rekonstruktion af en rustning fra 1500-tallet, som er fremstillet i nutid af rustningsmager Albert Collins.
Du får mulighed for at se den færdige rustning, rekonstruktioner af underbeklædningen og det værktøj, der er blevet brugt. Du kan prøve, hvordan det er at holde i en hjullåspistol med en rustningshandske, og på billeder og film kan du se, hvordan rustningen blev fremstillet med traditionelle metoder og rekonstrueret værktøj fra 1500-tallet.
Inspirationen til Albert Collins rustning er to rustninger, der blev fremstillet til den svenske kong Erik XIV i 1560’erne, og disse findes på museet Livrustkammaren i Stockholm. Rustningen er en del af en rustningsgarniture. Sådan som den vises i udstillingen er den tilpasset til dyst til fods. Inspirationen til hjelmen, kong Erik XIV’s hjelm, har mange hugmærker på kammen og visiret efter lige netop denne type af dyst. En del af udstillingen viser de forskellige anvendelsesområder, som rustningen har, samt dens bevæbning.
En rustning er ikke komplet uden den tilhørende underbeklædning, og derfor besluttede man tidligt i projektet, at denne også skulle rekonstrueres. Inspirationen til underbeklædningen er de såkaldte Sture-dragter – tøj, der er bevaret efter, at kong Erik XIV lod Sturene på Uppsala Slot henrette i 1567, og nu er dragterne udstillet i Uppsala Domkirke. Trøjen i sort silke og hoserne i sortfarvet vaskeskind fra elg er udstillet på en separat dukke, så man kan undersøge disse tæt på.
Her findes også historik om de kongelige rustningsværksteder i Arboga, der blev grundlagt af kong Gustav Vasa. Hvordan har de tyske rustningsmestre i Arboga stilmæssigt påvirket, hvordan de svenskfremstillede rustninger ser ud?
Mesterprøven bygger på et projekt, hvor Albert Collins fremstillede en hel rustning. I september 2020 fik han sit mesterbrev i rustningssmedning og blev dermed den første i Sverige med denne officielle titel siden Olof Berg, rustningsmagermester i Stockholm, døde i 1781.
Udstillingsperiode den 18. februar–5. november 2023.
Udstillingen er produceret af rustningsmager Albert Collins i samarbejde med Livrustkammaren, og den er tidligere blevet vist i Livrustkammaren.
I videoen herunder kan du se nogle korte klip fra udstillingens film (ingen lyd i videoen).